Endnu en dag

Milissa vidste at de stadig ikke havde fået sat tremmerne for syerskens butik, og hun havde brug for et lunt sted at sove indendørs. Så hun valgte denne butik som overnatningssted.
Hun var lige ankommet uden for butikken og var nu igang med at dirke låsen op. Det var ingenting, som sædvanlig. Endelig indenfor igen, nu havde hun ikke noget at tænke på før solen stod op og folk begyndte at komme til butikken, men den tid, den sorg.
Hun fandt sig et dejligt indelukket rum uden vinduer, og lagde sig ned. Hun havde en hånd i nærheden af skeden til kniven så hun var klar til når de første kom. Men der var mange timer til.

Rana kom gående i et rask tempo ned af gaden, hun arbejde på en kjole der hjemme men det viste sig at hun havde glemt målende i butikken. Rana havde fået en reserve nøgle dagen før så nu kunne hun jo godt komme ind. Rana nærmest løb da hun stadig var bange for at støde ind i en vampyr og havde hætten trukket langt over hoved så man ikke kunne se hendes ansigt ordenlig, men hendes hår skinnede stadig. Hun forbandede sit hår det kunne alle jo se på mils afstand.
Hun var endelig ved butikken og skulle til at sætte nøglen i da hun tog ned i håndtaget, og der var jo åbent. Rana undrede sig meget over hvorfor der var det, mon ejeren var der eller var der bare en der havde glemt at lukke.
Rana tråde forsigtigt ind i mørket og lukkede døren bag sig, der var en klokke over døren som havde riget da hun åbnede den og lukkede den. Hun tog et skridt ind i mørket og spurte stille "er her nogle". Hun tak hætten ned og løsnede spændet til kappen og lagde den på gulvet, så hun nu bare stod i sin top der dækkede hele hendes mave og sin nederdel.
Hendes ånde dræt var tungt og dybt efter hendes halv hurtige gang og hun stod nu og prøvede at vende sig til mørket.

Allerede da Milissa havde hørt at håndtaget blev rørt ved var hele hendes krop i beredskab, men hun gad dog ikke rejse sig før højst nødvendigt. Hun lå rimelig godt, og det kunne være en eller anden bums der bare var kommet til at røre døren, men der tog hun fejl. Hun hørte stemmen, og huskede den. Det var den samme skræmte stemme som sidst hun havde været sammen med denne syerske. Det var faktisk slet ikke så længe siden.
Hun rejste sig lydløst og bevægede sig langsomt hen så hun kunne se ud uden at blive set.
Der stod den anden, helt alene, blottet for angreb, forsvarsløs, men Milissa tøvede, hun kunne stadig få brug for den anden en gang i fremtiden!

Rana havde det som om mørket lagde et tæppe af utryghed og næsten alt kunne lure i mørket. Hendes øjne vænnede sig stille og roligt til mørket og hun kunne se flere detaljer på hylderne. Hun stod helt stille og sagde ikke et ord, nærmest som om hun ventede på et svar. *Rana tag det nu roligt her er ingen de glemte bare at låse døren* tænkte Rana stille og fik sig selv til at tage et skrid frem og så lyttede hun igen. Alle hylderne gav nogle uhyggelige skygger som bare gjorde det mere skræmmende at være i butikken, ej nu måtte hun bare skynde sig at finde sin blok så hun kunne komme hjem igen. Rana begyndte stille at gå frem imod sit bord, gulvet som med en lille knirken for hvert skridt så man godt kunne høre vor i butikken hun var. Rana stivnede næsten da hun syntes at have hørt en anden knirken og det tog hende vel 30 sekunder før hun fik indset det bare var indbildning og hun åndede lette top og gik helt hen til hendes bord.
Hun åbnede en lille skuffe og roede lidt rundt og der kom nogle lyde af papir som gned sig imod hinanden og blyanter der blev skubbet til siden.
"ej hvor har jeg lagt det" mumlede Rana lidt irriteret over sit eget rod og lukkede hurtigt skuffen og så sig over skulderen for at få en ide om hvor hun efter lod sin blok.

Stille havde Milissa stået, helt stille. Bare kigget på den anden, og havde til sidst fundet ud af at hun måtte holde den anden som gidsel indtil natten igen kom over verden.
Den anden var bange, eller nervøs, det gjorde det lidt sværere at komme tæt på hende, men Milissa så sin chance da hun kiggede over skulderen og så kiggede væk igen.
Hun var vant til den slags ting, og hun var hurtigt over den anden. Kniven sad ud for struben, og Milissas skarpe tænder var faretruende tæt på den andens hals mens hun hviskede.
"Velkommen tilbage til helvede."

Da Rana mærkede kniven på struben skulle hun lige til at skrige men da stemmen kom, var det som om hun bare stivnede. Det var hende igen, den vampyr som havde tvunget Rana til at lave tøj. Nej det kunne være rigtigt, hvorfor nu igen. Hvis man så Rana i øjne kunne man tydelig se hendes frygt og man kunne også tydelig det på hendes stemme da hun stille sagde "d.. d.. d. dig igen... er... er du.. ikke tilfreds.. med.. mit.. arbejde".
Rana var bange for at denne vampyr ikke brød sig om tøjet og var komemt for at tage hende liv som hævn. Men det var vel bare Ranas fantasi der løb løbsk.
Rana knyttede hænderne og var anspændt af nervøsitet, vred og sorg på samme tid, hvorfor skulle det ske med hende, hvorfor skulle hun støde ind i den samme vampyr, som endda havde taget Ranas første kys og blottet hende og forsvandt lige bagefter. Hvorfor var det ikek bare en normal vampyr som sugede alt eller kun noget af hendes blod og forsvandt, det her var jo nærmest som tortur.

"Jeg har da dit pæne værk på lige nu, dog med lidt justeringer, men det kan du være ligeglad med."
Hun slappede af igen, den anden var overhovedet ingen fare, så hun behøvede heller ikke megen opmærksomhed. Faktisk, tænkte Milissa, kan jeg bare slippe hende, og hun vil stadig ikke gøre nogen forskel, men selvskab ville da være hyggeligt.
Hun slap dog den anden og gik et skridt væk fra hende.
"Ikke noget med at skrige vel? Vi kan vel bare snakke lidt sammen, som piger vel gør."

Rana skreg ikke, da hun helst ikke ville komme op og toppes med denne vampyr. Bare følsen af at tænke på sidst da hun fik små overfladiske sår tallet været kniven og vampyrens tænder. Rana sukkede stille, så forsigtigt på vampyren og sagde stille "okay".
Rana håbede bare det ikke ville udvikle sig som sidste gang med alle mulige mærkelige ting der skete, det var en af de værste nætter i Ranas liv. Og hun håbede bestemt også det ikke blev til en vane at støde ind i denne vampyr, Da det nok ikke ville være sjovt, i sær ikke hvis denne vampyr ville snakke som om de var veninder eller noget i den stil. Rana ville bare prøve at und gå den og ikke snakke kun når hun blev spurt eller bedt om det så ville indet kunne gå galt.

"Jamen så slå dig ned."
Milissa ville under ingen omstændigheder sætte sig ned så den anden kunne løbe, og så ville hun også sørge for at kunne komme i nærkontakt med den anden, og det var noget hun altid kunne bruge. Måske kunne hun endda få den anden til at løsne lidt op. Så kunne det blive en spændene dag, istedet for bare at sove. Søvn var alligevel noget man kunne gøre senere eller bare lade være med, men det plejede nu at være dejligt at gå lidt i tomgang.

Butikken var som altid fint inderrettet og der var fine lænestole som gæsterne kunne vente i når de ikek blev ekspederet i butikken. Rana satte sig i en som stod godt og vel inde i midten af butikken. Hun ville ikke modsige vampyren og sagde stille "hvis jeg skal blive er hele natten må jeg så få deres navn af vide, mit er, som du sikkert ved, Rana".
Hun så forsigtigt op på vampyren og håbede at den ville gå af med sit navn i det mindste så hun vidste hvem der gjorde hendes liv så irreterende om natten. Tankerne fløj i Ranas hoved og hun håbede at nogle ville komme forbi men det ville der sikkert ikke så sent om natten.

Milissa gik langsomt efter den anden, og fik spørgsmålet mens hun stod lige i nærheden af hende. Hun gik frem, og med en hurtig og adræt bevægelse svang hun benet over den andens ben og sad nu overskrævs på hendes lår, med ansigtet mod hende.
"Bare kald mig Milissa."
Den andens krop var pumpet med adrenalin og varme, en fantastisk følelse at sidde oven på hende. Denne følelse var en af grundene til at Milissa elskede "livet", eller nærmere "døden".

Ranas kinder fik en letter rødlig farve over sig da Milissa satte sig lige over for Rana. Hun var slet ikke vandt til at være så tæt på folk. Hun trak vejret halvt nervøst og lænede sig godt tilbage i stolen for at adskille deres ansigter så meget som muligt, da hun huskede havde denne syge vampyr kunne finde på.
"ømm okay" sagde Rana stille og rettede blikket lidt ned for ikke at se Milissa i øjne mens de talte, det havde Rana bare svært ved når hun var tæt på folk.

"Du må da slappe lidt mere af! Ellers klare du dig aldrig i den her by, ingen vil da ha' en genert pige."
Milissa snakkede nu bare som om de var veninder, men det vidste hun de ikke var og aldrig ville blive, men hun havde ikke andet at lave, så kunne hun vel bare bruge tiden på det der nu var mulighed for.
Milissa kom i tanke om en samtale der var kommet ind på samme baner, den samtale var bare i en anden by, med en anden person, men hun ville ikke tænke på det nu. Det kunne skabe irriterende følelser, og så ville det gå helt galt.

"undskyld, det er bare sådan jeg tit er" sagde Rana og prøvede at slappede mere af og pressede sig ikek tilbage i sædet da det spænte i musklerne. Rana var dog på vagt over hvad den vampyr ville kunne finde på, nu sad de jo næsten og snakkede som veninder, eller vampyren gjorde, men den var jo heller ikke helt normal og havde sikkert lavede en lilel fantasi verden eller sagde det bare for sjov for at tiden skulle gå hurtigere, Rana håbede på at tiden faktisk gik hurtigere så hun kunne komme væk.

"Se! Det er det jeg mener! Du skal sku ikke undskylde for alting."
Nu overvejede Milissa seriøst at gøre noget uventet, men hun vidste ikke helt hvad. Der var så mange forskellige uventede ting der kunne få den anden til at løsne lidt op, eller bare blive skræmt fra vid og sans. Man skulle have gang i hendes forsvars systemer.
Hvorfor begyndte hun nu at ville "redde" den anden? Kedsomhed var det vel. Det kunne faktisk også være ligemeget.
Så tog hun fat i den andens hænder, holdt dem nede, og kyssede hende.

Rana skulle lige til at svare, da Milissa tog fat i hendes hænder og kyssede hende. Rana stivnede næste og prøvede så at dreje hoved væk og komme ud af kysset og sagde "Nej, lad hver". Var den vampyr til kvinder, hvorfor lige Rana var hun bare et leget tøj ikke andet, men det var ubehageligt det var ikke normalt, nej det skulle slet ikke ske det her.
Rana lukkede øjne da hun helst ikke ville se på Milissa hun ville helst ikek set hendes ansigt og de følser der nu kunne komme frem.

Milissa stoppede ikke. Hun skulle have den andens modstandsvilje frem. Hun kunne ikke bare lade sig kue af alle og enhver.
Hendes tunge kom nu også frem, og hun kom tættere og tættere på med hendes krop. Hun flyttede den andens hænder op på hendes eget lår.
Hendes sind var delt i at ville få den anden til at få sin egen vilje, og at få lidt fornøjelse ud af det. En af tingene ville lykkes. Det var sikkert.

Rana prøvede at dreje hoved fra side til side for at komme løs fra kysset, det var unormalt, en ting var det var en vampyr den anden var det var en kvinde, nej det var bare forkert det her, men vampyren jo forstærk og kunne jo uden problemer få sin vilje. Rana mumlede hele tiden "nej stop nu, jeg vil ikke, stop". I håb om at hendes bøn blev hør at vampyren stoppede med at gøre hvad den gjorde.

Milissa stoppede et øjeblik for at få luft og plads til at sige sin mening.
"Så må du jo bare finde på noget."
Så begyndte hun igen, nu var deres kroppe helt tætte, men hun kunne ikke rigtig gøre andet end at gnide dem mod hinanden, hendes hænder havde jo noget at lave.
Men så mærkede hun en smerte hun ikke havde følt i flere hundrede år gennemtrænge hendes sind. Hun væltede ned på gulvet med et skrig.
Solen var stået op.

Rana gispede lid da Milissa forsvandt og Rana så solens små stråler komme ind i butikken. Nu kunne hun jo blive fri for den, ja den ville jo dø, lige for fødderne af hende. Rana spærrede øjne op og indså at selv om den næsten var et monster så levede de stadig på en måde. Rana rejste sig og gik hurtigt hen til Milissa og sagde "jeg burde tvinge dig til at blive liggende, men jeg er ikke en dræber". Rana bed sig i underlæben og prøvede at tage fat i Milissa overarm og trække hende med hen til et ret stort rum hvor lyset ikke ville kunne komme ind og hvor døren også kunne lukkes og låses.

Milissa var helt svag af sollyset. Hun kunne hverken gøre noget for at hjælpe eller for at kæmpe imod. Hele hendes sind var fyldt af en ting, og kun en ting, smerte. Ubeskrivelig smerte. Hun sansede næsten ikke at den anden tog fat i hende og hev hende væk. Kunne kun mærke den gennemborende smerte der skød igennem hende, men et eller andet sted dybt inde i hendes hjerne mærkede hun en undren over ikke at være død, og tanken strejfede også ganske kort hendes sind at hun var død, men smerten forværredes og hun kunne ikke holde fast i nogle tanker længere.

Rana havde endelig fået trukket vampyren ind i lokalet, lukkede døren og låste den hvis der nu skulle komme nogle i butikken det var jo ved at blive lyst. Rana lagde nøglen i lommen og tog et stykke stof op og stoppede i nøglehullet, så at der ikek kunne komme lys ind men også for den ikke kunne åbnes ude fra uden besvær.
Rana så ned på vampyren der så mere eller mindre ud til at have smerter, hmm mon den kunne klare sig eller skulle have hjælp det vidste Rana ikke, men hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre for at hjælpe.
Et lys gik op for Rana og hun gik hen til vampyren, tog en nål op af lommen, prikkede hul p fingeren og pressede så nogle dråber blod faldt ned på vampyrens mund.

Pludselig mærkede hun en medicin bedre end alt andet der kunne laves af selv de dygtigste akademikere, blod, tappet fra en frivillig. Man skulle ikke tro det kunne smages at det var tappet frivilligt, men det kunne det. Bare at vide at man ikke havde bedt om det, ikke skulle gøre noget for det var som en orgasme. Det jog smerten væk, det skete pludseligt, og Milissa troede enden var nær, men den teori gik hun hurtigt væk fra da hun så den andens hoved.
Hun prøvede at bevæge sig, men benene ville ikke. Armene heller ikke. Hun kunne bare ligge og kigge op i loftet eller på den anden. Frygteligt.

Rana klemte nogle flere dråber ud fra fingeren og blodet dryppede ned på vampyrens mund stadig. Hun sukkede stille, hvorfor gjorde hun dog dette, men håbede at dråber var nok og der ikke skulle en litter til at så den vampyr til at få det bedre.
"har du det bedre nu" spurte Rana stille, hvor var det her dumt, den vampyr som lige havde tvunget hende til at kysse og mærke alt den ubehag, hjalp Rana nu.

Milissa prøvede at sige noget, men hendes stemme lystrede ikke. Istedet fik hun bevæget hovedet en smule, det skulle betyde ja, men hun vidste ikke om den anden fik budskabet. Var også ligeglad.
Hun koncentrerede sig om at bevæge sig, bare lidt, men sollyset havde været for skadeligt. Pludselig blev hun ramt af frygt, hvad hvis hun aldrig skulle gå igen? Aldrig ville kunne bevæge sig? Aldrig.. Så kunne hun lige så godt bare lade sig dø.