Hvem man møder på gaden

Rana gik i gennem de mørke gader. Hun kunne høre klokken fra kirken slog 22 slag. Hun kunne se at folk rundt omkring lukkede skodderne ind til deres hjem og gjorde sig klar til at gå i seng. Rana havde været i butikken og arbejdet over, hun havde en masse bestillinger som hun skulle have klaret, det gav noget af et stress.
Rana syntes det var uhyggeligt at gå i de tomme øde, mørke gader. Husene så ud til at tårne sig op og så uhyggelige ud
Rana sank en lille klump og satte tempoet op, på den anden side var det rat at der ikke var andre da hun ikke brød sig om for store folkemængder.
Hun bare en hvid nederdel og hendes top som dækkede hele sin mave var løs og sad fast i 2 stropper som hang på hendes skuldre. Hun havde en kappe på med hætte som også var taget over hendes hoved.

Lissa var i sit es denne aften, hun havde nemt fået tilfredsstillet aftenens lyster af en 21 årig mand der virkelig kunne finde ud af det der, og nu var hun på vej for til at skaffe sig selv noget nyt tøj, fra den bedste syerske i byen lød rygtet.
Hun havde hurtigt fundet ud af hvem denne person var og fulgte nu efter hende, dog med et stort mellemrum mellem dem, Lissa skulle ikke opdages før tid.
Denne dame var egentlig meget pæn, dog turde hun ikke vise det, og hendes adfærd viste at hun generelt var meget nervøs. En skam tænkte Milissa mens hun lydløst fulgte efter syersken. Selvom Melissa ikke tændte på hunkøn havde hun heller ikke noget problem med at tilfredsstille sig med dem, dog var mænd meget at foretrække, de gjorde ikke modstand og var generelt pænere.
Der var ingen mennesker ude bortset fra de to enlige kvinder, en fordel for Milissa. Det ville blive let det her, og måske ville hun kunne nå at afprøve noget tøj til samme aften.

Rana havde en fornemmelse af det var nogen eller noget der fulgte efter hende, men det havde hun hver aften. Det var ret ubehageligt, så hun gik som altid halv hurtigt. Hvorfor skulle hun også bo i den anden ende af byen fra der hun arbejde.
Ranas blik gled op på himlen som var mørk og man kunne se den mørke himmel hvor der var et par få skyer som gled langsomt over himlen.
Rana rettede så blikket ned på jorden igen og drejede rundt om et hjørne, hun havde ikke længere svært ved at finde rundt i byen men det havde taget et par år at lære.

Gid vi snart var der..
Lissa var ved at blive en smule irriteret. Det var en lang tur, især når man hele tiden skulle sørge for ikke at blive set og hele tiden se. Besværligt var hvad det var!
Men hun holdt fast, hun ville have noget nyt tøj, det gamle var efterhånden ikke så attraktivt for mændene mere, og det var i den grad vigtigt for hende at mændene fik øje på hende.
Da kvinden drejede om hjørnet skyndte Milissa sig hen til hjørnet så hun kunne kigge efter kvinden, det ville være åndsvagt hvis hun drejede igen og så var forsvundet.
Hun ventede lidt ved hjørnet så syersken kunne få lagt afstand mellem dem.

Efter 10 minutters gang var Rana endelig ved det hus hun boede i. Det var ikke så bekvemt og hun havde sikkert også råd til et andet sted at bo med de penge hun tjente men det kostede jo meget, så hellere spare op til sin egen butik en dag.
Rana gik ind i opgangen og op af nogle trapper til hendes lille loftsværelse og låste døre op og trådte ind i det mørke rum. Rana lukkede døren, låste dog ikke, og gik hen til bordet og tænkte en lille olie lampe.
Der kunne lige præcist være 3 personner i rummet ud over de møbler der nu var. En stol, et bord og en seng. Det var ikek meget men Rana klarede sig.
Det var lidt komisk, hun var byens bedste designer sagde mange men stadig levede hun sådan her.

Milissa havde fulgt efter syersken i lang tid og endelig gik hun ind i et hus. Det her var den sværeste del af det hele, at finde ud af hvor hun boede uden at blive opdaget, men Lissa havde en plan, hun ville bare følge efter så tæt som muligt og så når hun hørte en dør smække ville mulighederne være få, og det virkede perfekt.
Øverste etage, perfekt!
Hun gik langsomt helt op til døren. Låst? Ja sikkert, men nu havde hun alligevel syersken lige hvor hun ville have hende. Hun fandt en tynd kniv frem og kørte den gennem dørsprækken, døren var ikke låst.
Hvor nemt kan det være?
Hun åbnede hurtigt døren og stod i døråbningen med den tynde kniv klar. Kniven var ikke det mest farlige, men den var effektiv til at skræmme med.
"Godaften"
Hun havde en langsom liderlig stemme, ikke fordi hun var speciel liderlig lige i det øjeblik, men lidt var hun vel altid.

rana hørte døren gik op og tænkte det var vel døren der var slidt. men da der kom en stemme der sagde godaften, fik hun et mindre chok og vendte sig hurtigt om. Det var en kvinde, en ung en, hvad lavede hun her. Rana betragtede hende og fik øjne på kniven og spurte nervøst "hvad... hvad vil du her jeg har indet af værdig". Det var også rigtigt hendes penge lå sikkert i banken så ingen ville stjæle dem fra dette rum.
Rana tog et skridt tilbage og stod nu presset lidt ind imod sit bord. Hun var bange og nervøs lige nu og var på nippet til bare at skrige højt om hjælp. Nogle måtte vel høre hende.

"Intet af værdi siger du? Hvad med dit blod? Hvad med din sy kunst? Du må have lidt højere tanker om dig selv lille dame, ja faktisk er din krop egentlig meget fin."
Hun sagde det samme med en stemme der var liderlig og varm. Hun smilte en smule og gik ind i værelset, lukkede og låste døren.
"Men det er dog mest din sy kunst jeg er ude efter. Selvom din krop sikkert ville kunne behage mig, dit blod ville sikkert også være fantastisk, men hvis jeg drak det ville du ikke kunne sy jo."
En sådan ubarmhjertig stemme fandtman ikke hos mange, hun fortalte sandheden og lagde ikke skjul på at hun sagtens ville kunne voldtage hende, drikke hendes blod og dræbe hende uden problemer.

En stor frygt løb ind i Rana, var det virkelig en vampyr hun stod overfor, en af de udødelige. Rana valgt nu at blive stille, den kvinde var jo farlig, tage hendes blod, det ville Rana ikke op leve.
"jeg.. jeg er ikke helt sikker på at mine, evner lever.. op til deres kvalitet,.... Desuden har jeg travlt med at sy de næste 3 måneder" sagde Rana nervøst, måske skulle hun bare sige ja og få det overstået og få den kvinde ud af sit hjem og dagen efter søge hjælp.

"Jeg skal nok bestemme om du er god nok, og jeg tror nok du får tid til at sy mine ting før du syr til de andre. Hvis du forstår."
Milissa gik et skridt nærmere med et drabeligt smil på munden. Hendes øjne lyste af blodtørst og hendes krop næsten sitrede.
Hun tog tasken af og trak sit sværd i stedet for kniven i en doven bevægelse.
Sværdet satte holdt hun klar i den ene hånd mens hun tog en gammel laster nederdel op af tasken.
"Jeg vil have en der er samme størrelse som den her. Sort. Det regner jeg med du kan klare i nat, og hvis du ikke bliver færdig i nat bliver jeg nødt til at blive dagen over og det bliver du "desværre" også nødt til."
Hun lyste op i et ondskabfuldt smil og smed nederdelen over til damen.

Rana sank endnu en klump, så kunne hun jo ikke få hjælp. Hvad skulle hun gøre, bare sy nederdelen og få det overstået.
Rana betragtede det lagsede stykke stof som nok var en nederdel. Den var jo æld gammel og den var just ikke noget kvinder gik i nu tildages.
"jeg, jeg ville gerne men jeg var ikke forberedt til det her, alt mit stof ud over det jeg har her ligger i butikken, og jeg har kun hvidt her da jeg skal syg en kjole til et bal" sagde Rana forsigtigt hvilket også passede.

"Så må vi gå tilbage til butikken, ikke? Jeg skal i hvert fald ikke have hvidt tøj."
Milissa tog sin taske på igen og stod nu med sværdet i den ene hånd, tasken på ryggen og et næsten venligt smil på læben.
Hun gik over mod den anden kvinde. Havde hele tiden sværdet parat til at uskadeliggøre syersken.
"Kom. Du går forrest."
Dette var tydeligvis en ordre, og hun understregede den ved at pege med sværdet mod døren.

"jamen, jeg har ikek bøglen der til" sagde Rana ret nervøst. Hun kunne godt genbruge det stof som den gamle var lavet af men nej det ville ikke blive lige så pæn.
Rana kunne jo også bare gå ned til butikken og på vejen håbe at ryste den vampyr af sig og så tilkalde hjælp.
Rana var stadig ikke tryk ved det her og lænede sig stadig op af bordet.

"Det skal jeg nok ordne. Afsted!"
Hun var irriteret over at mennesket ikke bare hørte efter og gjorde hvad hun burde, men kom også i tanke om hvor besværligt sværdet ville være at gå rundt med i byen og stak det hurtigt tilbage i tasken og trak en kniv i stedet.
"Nu skal du høre her; hvis du ikke går lige nu kan det være du mister evnen til at gå. Det vil selvfølgelig være besværligere for mig at bære dig hele vejen over til butikken, men det kan jeg blive nødt til hvis du ikke selv vil gå."
Hendes stemme var overdrevet morderisk og hun stod og legede med kniven i mens hun sagde det.
"Det er dit valg"
Tilføjede hun med sin sødeste stemme.

Rana så stadig bange ud og tog sin kappe igen over sig og gik hen til døre, låste den op og gik ud. Hun havde nu tåre i øjne, hun var rigtig bange for der ville ske noget i løbet af natten.
Rana tog kappen godt om sig imens hun gik ned af trappen bare for at føle sig mere tryk end normalt. Hun havde aldrig blevet truet i sit liv så meget før, det værste den gang for hendes barndom var en gang pryl men nu kunne det blive være.

Milissa smilede selvtilfreds da kvinden endelig valgte at gå ud af døren og ned af trappen. Hun holdt sig helt op af hende med kniven næsten op i ryggen på hende, men uden at røre.
Da de kom ned på gaden gik hun op på siden af den anden dame, slog armen om halsen på hende så de var helt tæt sammenslynget og holdt kniven helt op til hendes ribben.
"Det er bare så du ikke løber væk min kære."
Sagde hun med en blid stemme, mens hun skar et lille hul i syerskens tøj og hud så en lille smule blod piplede ud.
"Nu ikke noget med at råbe op eller prøve at flygte, for så vil hullet blive dybere, haha."

Rana klemte øjne i for ikke at begynde at højlydt at græde. Hun vendte hoved væk fra vampyren sikke ubehageligt det her var. Det gjorde ondt da kniven skar i hende men hun ville ikke gøre noget.
Rana blev ved med at gå og havde heletiden blikket ned i jorden, med den her fart ville Rana alligevel ikke kunne blive færdigt i nat, det var umuligt.
Rana gik i et rask tempo, hun ville bare gerne væk fra denne kvinde igen.
Rana ville ikke se på vampyren, hun ville ikke se hvordan hun så ud i detaljer, så kunne det være Rana nemmere kunne glemme dette og bare tro det var en drøm.

"Du er så stille i nat. Du er måske bange? Bare rolig. Der sker der sikkert ikke noget hvis du bare er så god til at sy som alle siger."
Milissa elskede at mobbe mennesker på denne måde, men det var ikke engang helt løgn hvad hun sagde. Hun var ikke sikker på at den anden kvinde ville overleve. Måske hvis hun virkelig var god til at sy og nederdelen blev meget flot ville hun få brug for syersken igen, men hvis hun ikke var så god som rygtet sagde ville hun ikke overleve.
"Du kan jo bare tænke på at hvis du dør har du muligheden for at blive vampyr og fortsætte med at sy i en evighed."
Tilføjede Milissa lidt efter, måske det ville være godt at have en vampyr som kunne sy. Milissa kunne måske bare skaffe hende blod og så kunne hun sy Milissa's tøj til gengæld.

Rana så stadig væk fra hende og sagde stille "evighed, så jeg ka se dem jeg holder af dø rundt omkring mig, opleve utal af vintre, aldrig se solen igen, suge blod som et eller andet gement dyr, så er døden mere en gave"
Rana ville gerne en dag død, livet havde en grænse, man skulle opgive ting som hun ikke ville for at få evigt liv. Hvorfor skulle hun forlade alt hun holde af i hele sit liv. hun ville hellere død glad med alt det, men helst ikke nu så ung.

"Bare rolig. Du mister de fleste normale følelser når du bliver vampyr! Jeg startede med at dræbe min familie,"hun udstødte et lille suk og fortsatte, "det var tider da man bare ved at dræbe kunne få opfyldt sine behov."
Hun mindedes de tider hvor hun blev tilfredsstillet bare ved at dræbe, nu blev det sværere og sværere rigtig at få følelsen frem og hun dræbte flere og flere.
Hun faldt lidt ind i sine egne tanker om kom til at stikke kniven lidt ind i siden på damen igen.

Rana væmmedes ved det vampyren sagde og da kniven igen blev stukket ind så kneb hun øjne i og prøvede at vride sig løs af grebet og kniven som gjorde virkelig ondt.
Rana ville bare have det overstået uden at komme tilskade eller død, og hun ville helst ikek blive en vampyr og skulle drikke blod og blive ligesom hende, men hvad kunne hun gøre lige nu.
Kun tror på vampyrens ord selv om det ikke lige var noget hun helt stolede på.

"Det er vidst ikke noget der interessere dig særlig meget,"
Milissa udstødte en lille latter. "det ville selvfølgelig også være noget af et sats. Hvis du nu blev en rigtig vampyr." fortsatte hun igen med en lille latter, "så ville du jo gå rundt og dræbe folk. Det ville nok ødelægge dit omdømme lidt, og måske ville du helt stoppe med at spilde livet med at sy, det ville være en skam for os andre jo."
Milissa var i et underligt tænksomt humør denne aften, måske fordi denne pige kunne have været hende selv. Dog for mange år siden. Eller også fordi hun bare kedede sig utrolig meget over denne stille dame.

"jeg ville aldrig dræbe folk som et eller andet dyr" sagde Rana uden følelse, det var da belastende at skulle være oppe nu. Rana ønskede mest at dette bare var en ond drøm og hun lige om lidt ville vågne fra det hele, men lige nu var der vidst indet der rigtig tyede på det da kniven virkelig hvad gjort ondt og det blødte meget svagt.
Rana vred sig meget igen for at se om hun kunne komme ud af dette greb uden at blive ramt af kniven.

"Uhauha, unge dame. Jeg dræber skam ikke som et eller andet dyr, jeg dræber skam med alt det menneskelige had jeg kan finde frem."
Langsomt kørte hun hendes hoved helt hen til den andens øre, bed en lille smule i det og hviskede:
"Og du kunne blive mit næste offer, meget let."
Hendes stemme var lav og truende, men stadig meget sensuel og ophidsende, måske ikke lige for denne kvinde, og især ikke i denne situation, men hvis enhver mand havde hørt det havde han været helt klar.
Langsomt stak hun tungen ud og slikkede langsomt på den andens hals og rev et lille hul i huden med tænderne, men hun holdt godt fast i den anden imens.

Rana prøvede at dreje halsen væk. Hun lukkede øjne da hun var bange og prøvede at holde sine tåre tilbage, men få kneb sig ud fra hendes øjnlog.
"ha, du er jo ikke et menske" sagde Rana og prøvede at virke kold men man kunne høre en del frygt i hendes stemme. Hun knyttede hænderne, og vidste det var skide dumt at svare denne vampyr imod men sådan var Rana nu bare.
Hun vred sig stadig for at komem fri og hvis det ville lykkes for hende så vilel hun bare løb væk.